Koira Facca (død) Villatukko (død) Kello Ilta (død) Kuopio Bejot (død) Kello Disa (død) 
Kello Nero (død) Kello Pilkki (død) Kello Unikukka Kello Zikki Kultamarja av Vintervidda Det hele startede med, at jeg i 1985 købte min første Finske Lapphund, KOIRA FACCA. Hun skulle ellers have været en Islandsk Fårehund, men jeg faldt pladask for Lapphundens robuste, charmerende og altid hvalpede og glade udseende, hvilket skulle vise sig at genspejle sig i dens væsen. Min egen humørskala kunne til enhver tid aflæses i hundens opførsel. Jeg må indrømme, at hun ret tit formåede at gøre mig godt blød i knæene, når hun med sit charmerende udtryk spurgte: "Ska' vi lege"?
KOIRA FACCA var altid villig til at hjælpe med at grave haven og var der mus i brændestabelen, stod hun og gøede på den ene side og derved jagede hun musene ud til katten, som tålmodigt sad og ventede på den anden side. - Jeg tror ikke det var hendes hensigt.
Når hønsene skulle ind om aftenen, var hun også klar. Hun blev dækket af ved den ene side af "hønsehullet" og jeg drev fra den anden side. Hvis nu hønsene ændrede retning, fik jeg blot FACCA til at rejse sig og måske bevæge sig lidt så de igen fik retningen.
Hun har tit fået lov til af sætte næsen ned i mine klækkebakker med 30 - 40 nyudklækkede kyllinger eller andet fjerkræ og hun vidste udmærket, at hun ikke skulle gøre dem fortræd fordi hun var meget omsorgsfuld og passede på alle smådyr og dyrebørn.
Da FACCA i 1988 fik sit første kuld hvalpe, beholdt jeg en tæve, VILLATUKKO (TUKKO). Nu havde hundene pludselig ikke så meget brug for mig mere, men til gengæld havde de meget fornøjelse af hinanden.
Facca blev aflivet godt 14 år gammel.
VILLATUKKO kunne til tider være ret udspekuleret, som f.eks. når hun ville stjæle et kødben fra sin bror, LEIKKI. Mens han nok så fredeligt lå og gnavede, sneg hun sig hen over ryggen på ham og begydte at nappe ham lidt i nakken indtil han mistede koncentrationen og ups så havde TUKKO stjålet benet.
TUKKO og jeg gik i flere perioder til hundetræning, hvor det viste sig, at en Lapphund faktisk er meget lærenem og hun blev direkte fornærmet, hvis jeg sprang en træningsaften over. Jeg havde også fornøjelsen at gå til træning med mine forældres han, KELLO MAKUU og han klarede sig utrolig godt, selv om han ikke blev trænet i ugens løb.
I 1993 flyttede FACCA og det blev TUKKO meget ked af, så da det ikke viste sig at blive rigtig godt igen, beholdt jeg i 1994 en tævehvalp, KELLO ILTA. Nu blev der igen glæde i det lille hjem. Både TUKKO og ILTA har været utrolig blide og omsorgsfulde hvalpemødre. TUKKO var meget glad for hvalpe, hvilket gjorde, at hun "stjal" både sin mors og sin datters hvalpe, når det var muligt. TUKKO blev aflivet 11½ år gammel. Jeg havde givet hende et kødben, som hun havde nået at grave ned bag hækken før dyrlægen kom. Jeg havde meget svært ved at komme derind, men det lykkedes og jeg fik fat på kødbenet igen. Hun blev så aflivet med gravejord på næsen og et kødben i munden............
KELLO ILTA er en glad hund, som "taler" meget med øjnene. Hun har også været med til lydighedstræning, men da vi startede på et hvalpemotivationshold, syntes hun, at det var for kedeligt, så derfor flyttede vi hurtigt til et andet hold, hvor hun fik lov til at arbejde mere seriøst. Det lyser ud af hende, at hun elsker at gøre sin fører tilfreds. Desværre var det ikke med i programmet at samle genstande op.
ILTA er rigtig glad for hvalpe og slipper dem ikke af syne mens de er helt små. Hun er god til at sætte grænser for dem og lære dem, at grænser skal overholdes. Hun pjatter rundt og leger med dem og viser dem, hvordan man spiser nedfalden frugt af enhver art. ILTA bliver aldrig gammel! Når jeg møder folk på gaden, spørger de tit, om hun er en hvalp (selv om hun er 10 år). ILTA får gerne jobbet som "barnepige", når der er fremmede hunde på besøg og hun har "passet" mange. Den sidste var ONNI, som var at parre DISA i oktober 2006.
Efter 12 år, 2 mdr og11 dage, måtte jeg give ILTA fred. Hun havde fået kræft i et par af de bageste patter og mit indtryk var, at det måske havde bredt sig fordi hun havde lidt problemer med vejrtrækningen især når noget var spændende. Jeg ved jo, at de kære Lapper ikke siger "av" i utide, så det er lidt svært at tage beslutningen, når hun kunne spæne ud af døren sammen med de andre. Hun blev også aflivet her med et kødben i munden.
Hun har virkelig betydet noget specielt for mig. Mange af hendes træk lever heldigvis stadig i hendes søn, NERO og barnebarn, PILKKI.
KUOPIO BEJOT er hendes navn og hun flyttede hertil, da hun var 8 uger. I 1996 fødte FACCA sit sidste kuld hvalpe og der var to musegrå tæver og en sort/gul han. Jeg så dem, da de var helt små og senere igen, da de var ca. 6 uger. De var nogle meget flotte hvalpe og den, som jeg syntes bedst om, var endnu ikke solgt. Denne dejlige tæve, som forøvrigt var født dagen efter de andre, måtte være beregnet til mig.
Hun er stadig grå med okkerfarvede aftegninger og er blevet en robust, kraftig bygget tæve, som dommerne godt kan lide. BEJOT og ILTA har været meget gode til at lege med hinanden, men nu hvor BEJOT har fået lov til at beholde en af sine hvalpe, KELLO DISA efter at TUKKO er blevet aflivet, bliver der ikke længere så meget tid til ILTA.
BEJOT elsker at fange mus og muldvarper, men jeg kan ikke altid blive enig med hende i, om der skal graves i græsplænen eller ej.
BEJOT har ikke så meget lyst til at gå i snor. Hun er helt klart til det frie liv, hvor hun selv kan bestemme, hvor hun vil løbe, snuse og grave. BEJOT er en stabil og omsorgsfuld mor for sine hvalpe. Hun var lidt for godmodig overfor sit første kuld hvalpe, men de efterfølgende kuld har fået klart markeret, at man f.eks. ikke spiser af mors madskål - sådan skal det være.
I 2004 havde BEJOT indsmigret sig hos NERO i et - af mig - ubevogtet øjeblik, hvilket resulterede i 5 vældig flotte, dejlige små bæster. BEJOT var ikke klar over, at vi havde bestilt bil og fly til Island umiddelbart efter hun skulle føde og at hun var 1½ måned "for gammel". Resultatet blev, at hun blev kastebold mellem DKK og SPK og hvalpene ingen papirer fik.
DKK havde "opfundet", at faderen var ukendt, selv om jeg havde oplyst faderen - SPK begrundede deres afgørelse med "hendes høje alder"! For pokker - "skaden" var sket og begge forældre er sunde og raske, men i SPK gives der ikke dispensation selv om grundlaget er "etiske retningslinier" i SPK og "etiske anbefalinger i DKK og ikke regler. Begge klubber lød meget flinke og den ene anbefalede, at vi talte med den anden osv, men ingen af dem ville give sig og anden gang afslaget kom fra DKK, var der faktisk ingen begrundelse - bare et afslag. Vi kan bedst lide, at samme regler gælder for alle avlere, men sådan er det ikke. Det gør ikke noget, at hundene har HD, øjensøgdomme eller er " for gamle", - bare det ikke bliver "opdaget", så fås der papirer på hvalpene.
BEJOT var ellers lige blevet Sørens hund, men det cirkus ville han ikke opleve igen, så BEJOT er nu (8½ år gammel) flyttet til en ny, kærlig familie, som er meget glad for hende. De bruger meget tid sammen med hende og deres lille nye hvalp. Nu er hun også glad for at gå i snor! - Meget kan læres trods "sin høje alder"!!!
BEJOT nåede desværre kun at blive 10 år og 3 mdr. før hun blev aflivet.
KELLO DISA er også en robust, kraftig bygget tæve, som også er faldet i dommernes smag lige fra sin første udstilling i babyklasse. Som 9 mdrs fik hun sit første certifikat og 18 mdr. gammel blev hun Dansk Champion. 1 år senere blev hun Klubchampion.
DISA har en rigtig kraftig pels, som næsten er umulig at komme ned i bunden af. Hun er en rigtig spilopmager med masser af krudt i og hun har samme egenskaber, som sin mor til at fange mus og andet spændende. Hun er lynhurtig og springer som en kat, når hun er i marken efter mus.
DISA har været med til lydighedstræning i DCH siden hun var 9 uger gammel. Hun gik i C-klassen i et år (2001) og er nu B-hund. Hendes næse for mus kan gøre et feltsøg lidt besværligt, hvis hun standser op og lytter i stedet for at søge, ja, så ved jeg, at hun er gået på musejagt i stedet for at finde genstande til mig.
DISA er som sin mor også en rigtig god og omsorgsfuld hundemor, som er god til både at opdrage og at lege med sine hvalpe. Hun elsker at blive nusset og kan hun få lov til at ligge i sengen, generer hun sig ikke for at flyde helt ud på ryggen med benene dinglende ud til alle sider og allerhelst på tværs, så vi må rykke os for hende. Både morgen og aften hopper hun op og kyler sig ned ovenpå os for at fortælle: Så, nu er jeg klar - nus bare. DISA fik i august 2003 en ny legekammerat, NERO som hun tager nogle gode tumleture med.
Disa er pensioneret. Hun kommer med til træning, men kommer ikke ud i konkurrencer mere. Hun har altid gerne villet med i bilen og vil også gerne ud på træningspladsen, men at komme til konkurrence og være i løbetid, det dur bare ikke, så hellere nyde alderdommen ved siden af Sørens stol med en hånd, der gider at nusse hende.KELLO NERO
er en dejlig livlig og legesyg hanhund, som jeg ganske vidst selv har avlet, men som p.g.a ejerens sygdom, kom tilbage hertil, da han var godt 2 år gammel. Tæverne blev glade og NERO nyder virkelig at kunne boltre sig frit med de andre. Hans første job blev at være barnepige for BEJOT's hvalpe, hvilket BEJOT var lidt skeptisk overfor i starten, men som NERO nød i fulde drag. BEJOT accepterede ham dog og lod ham lege med dem, men hun var også hurtig som lynet til at gå imellem, hvis hvalpene kom til at sige bare det mindste "piv" - NERO lærte at være forsigtig. Ham og en hvalp, jeg havde til den var næsten 8 mdr. fordi den var solgt til Sverige, legede næsten hele tiden og da DISA fik hvalpe, var der nyt "legetøj".
Jeg startede straks med at gå til træning med NERO, som gerne vil arbejde og lære nye ting. Han havde ikke tidligere været til hundetræning, men jeg er meget godt tilfreds med hans formåen, dog skal han lige lære at acceptere de andre hanner lidt bedre. Det var er stor portion nye ting for ham på en gang. Han har også været på udstilling et par gange.
I sommeren 2005 var mine fire hunde alene hjemme sammen med en "plejefamilie" på 2 som medbragte 2 hanner af NERO's afkom på 4 måneder og godt et år. Det var en fornøjelse at se alle seks hunde - 3 hanner og 3 tæver i alle aldre - løbe rundt imellem hinanden og lege. Det beviser, hvor vigtigt det er, at lade sin hund komme i kontakt med mange forskellige hunde. NERO klarede det så pænt og det ville det ikke have gjort, da han var bange for de andre hanner.
NERO og DISA har fået hvalpe sammen og de er ikke tabt bag af en vogn. Jeg kan godt lide begge hundes egenskaber og besluttede så at beholde et eksemplar, som hedder PILKKI.KELLO PILKKI
er opkaldt efter sin tip, tip, tip oldemor. PILKKI var den mindste i kuldet - ikke noget særligt, men hun havde det temperament, som jeg gerne ville have. PILKKI har krudt i rumpen og ører på halespidsen - hun er ikke helt som de andre, jeg har eller har haft, men der er noget at arbejde med. 3 mdr og en uge gammel var hun på sit første skue og dommeren tog godt imod hende og mente, at hende havde jeg god grund til at blive meget glad for (det er jeg også). Jo, hun er noget ganske særlig! Lydighedstræningen startede vi på, da hun var 10½ uge og ørerne er såmænd stille og roligt ved at rykke hen, hvor ører normalt forventes at fungere. Der er ellers ikke ret meget, der er roligt ved den krudttønde, men hun har da heldigvis både mor, far og farmor at afreagere på. Farmor ILTA og PILKKI leger meget - det lyder voldsomt, men PILKKI generer sig ikke for at ligge med poterne på næsen eller i munden på hverken ILTA eller NERO, selv om overlæberne næsten er samlet over næseryggen. NERO, det legebarn stjæler hendes legetøj, men det bliver ikke uden kamp. Han giver hende besked, så ingen er i tvivl, men PILKKI skal nok få det vristet fra ham igen. DISA er meget glad for PILKKI, men ånder dog lettet op, når en af de andre gider at tage over.
Der er ved at komme lidt styr på træningen, men kommer der en legekammerat for tæt på, når snoren er af, så skal hun lige hen og prøve, om hun kan lokke den til at lege - verden skal da ikke være så kedelig!
Jo, træningen er sjov med PILKKI. Jeg bliver altid i godt humør af at træne med den lille vimse "skal de snart ske noget" - hund. Afbrudt af hvalpekuld har vi han sneget os gennem B-klassen med et par pokaler i baghånden og er nu nået til A-klassen. Endelig kommer der nye udfordringer. Hun synes det er super sjovt at lave løbearbejde og er der en figurant i nærheden, kommer ulydigheden til tops - hun vil hellere hen og gø af figuranten selv om jeg lokker med kattemad, flæskesteg eller hvad jeg nu lige har kunnet finde af lækkerier.KELLO UNIKUKKA
Jeg syntes der var blevet et tomt hul i flokken efter at bedstemor ILTA blev aflivet. Jeg fik muligheden for at udfylde det, da Disa i sit sidste kuld fødte 6 smukke "tøse-hvalpe" og kun 1 han. Stakkels lille fyr - men han klarede sig nu ganske pænt. Den sidste hvalp lod vente på sig temmelig længe - godt 3 timer. Hun blev undersøgt på kryds og tværs, men hun var altså ganske normal. Den sidste lille UNIKUKKA blev faktisk valgt 1 time efter hendes fødsel, HVIS jeg nu besluttede mig for at beholde en. Hun er en sjov hund med sit helt eget ego. PILKKI er rigtig glad for hende og DISA synes det er helt OK med, at storesøster leger med hende fra morgen til aften, hvis de får lov af mig. Der skal jo også være tid til træning. Hun udfordrer også NERO og det gør hende ikke noget, hvis han brummer lidt, når hun tager fat i den anden ende af hans sutteklud. Hun holder bare ved. DISA hygger sig også med at lege med det lille bæst, så UNIKUKKA har nok at gøre.
En vinterhvalp lærer de forskellige træningsøvelser inden døre. F.eks. har hun lært feltsøg inde i stuen, hvor jeg de første par gange lagde hendes mad i små portioner gemt rundt i stuen. Hun var rigtig god til at finde maden og så gemte jeg nogle meget interessante ting rundt i stuen og så blev det rigtig sjovt for det gav godbidder i rigelige mængder at komme hen til mig og aflevere tingene. Hun kan også finde genstandene udendørs og gerne i et stort felt.
Hun er god til problemløsning og vil gerne arbejde. Men efter sin løbetid som 2-års ændrede hun sig. Hun var blevet "voksen" og mere tilbageholdende med arbejdet. Hun har været i et par B-konkurrencer, men sidste gang var hun i løbetid, så jeg sad alene sammen med min hund på en P-plads i 3 timer uden hverken vådt eller tørt og ventede på at tlf skulle ringe og meddele at alle de andre hunde var færdige. Det satte en dæmper på lysten for os begge.
Kukka er en rigtig god hundemor for både sine egne og Pilkki's hvalpe, hun elsker hvalpe.KELLO ZIKKI
Nej, jeg skal ikke have en hvalp mere, sagde Søren, men jeg bestemmer stadig, hvem jeg sælger sidste til. Både PILKKI og UNIKUKKA skulle føde, men at det blev den samme dag - 2. juledag - havde jeg ikke ventet. Pilkki startede og da den første kom til verden, var jeg klar over, at HVIS jeg skulle beholde en hvalp, ville det være hende. Hun var dårlig nok kommet ud af skjorten, før hun ligesom spurgte: Hvor er patten? Lynhurtig orienterede hun sig, satte kløerne i underlaget og så af sted og suge sig godt fast - sådan! Da PILKKI var færdig, troede jeg der skulle blive tid til lidt søvn før KUKKA ville starte. Jeg fik lidt morgenmad og lagde mig, men så gjorde KUKKA klar til fødsel. Det blev en laaaang dag, som sluttede med 11 hvalpe i alt.
De voksede sig fede og den første fødte ZIKKI blev ved med at skille sig ud. Hun kunne nemt have været solgt, men til sidst sagde Søren også, at hun vist blev sød nok. Det har han måske fortrudt nu, hvor hun er godt i gang med lømmelalderen. Hun er en dejlig lærenem krudttønde, men hun kan også selv finde på underholdningen så som at gå på bænken og stjæle mine trykblyanter. Indtil videre har hun ædt mellem 5 og 10 stk. samt en hobbykniv - da blev jeg svedt indtil jeg fandt bladet i hel tilstand. Vandslangen er blevet hendes nye legetøj, så det er ret spændende, hvor vandet kommer ud.
Hun elsker at arbejde, men pludselig kan hun også gå i baglås. Jeg tror hun var i noget der lignede hendes første løbetid for nu er hun ved at blive normal igen. Hun er lidt mere en dame, der arbejder, når hun har lyst og føler sig tryg, men mon ikke det udlignes med tiden.KULTAMARJA AV VINTERVIDDA
I 2016, godt 30 år efter at jeg købte min første Finske Lapphund, ville jeg importere nyt blod til landet i form af min sidste hund i dette liv. Jeg havde prøvet 3 gange tidligere igennem årene at importere avlshanner, men hver gang manglede de en eller to sten, så nu besluttede jeg mig for at prøve lykken med en tæve. Det har været noget af et arbejde, at nå i mål for et sted blev der kun født hanner, et andet sted var alle lovet væk, et tredje sted lå kombinationen ikke indenfor mine ønsker, men endelig lykkedes det at komme i kontakt med Vintervidda, som havde 10 tæver og 2 hanner fordelt på 2 interessante kuld med en uges mellemrum. Jeg var blandt de heldige og glad blev jeg, da endelig beskeden kom om, at der kunne blive en tæve til mig - yes! Den kunne blive leveret i forbindelse med udstilling i Herning, men jeg valgte selv at køre til Norge for at hente hende 2½ uge tidligere end en evt levering.
Jeg har på ingen måde fortrudt turen. Lille MARJA og jeg overnattede i en campinghytte og dagen efter klarede hun de tæt ved 12 timer i bur - med regelmæssige pauser - i stiv pote og uden opkast. Hun var vidne til, at batteriet i min bilnøgle gik tør for strøm lige som jeg havde låst bilen på havnen i Langesund. Efter en tæt på panik situation, fik jeg varmet batteriet så meget op i min hånd, at det lige netop kunne aktivere låsen med et kliiiik. Jeg var hjemme midt på aftenen og de andre hunde tog pænt imod hende. PILKKI på 12 år var passiv og gik, KUKKA på 10 år tænkte jaaa, levende legetøj, hvorefter hun lagde sig ned og begyndte at lege med hende, men hun fortalte også, hvornår hun ikke længere ønskede at være nålepude. ZIKKI på 6 år tog hende til sig, som sin egen og beskyttede hende, så ingen af de andre skulle få hende til at sige piv. KUKKA beskytter hende også og PILKKI er tøet op og er begyndt at lege med hende - hun kan nok ikke blive fri.
MARJA er en rigtig krudttønde med en raket i rumpen. Hun kræver en del arbejde, men når jeg kan dysse hende lidt ned, så er hun alligevel temmelig lærenem. Hun kom straks til hvalpetræning og det har været en udfordring, men det går meget bedre allerede efter den første måned. Hun er god til at knække koderne til de forskellige øvelser, men kan aldeles ikke stå stille for så keder hun sig og finder på alternative øvelser, så som at spise råddent græs fra planeklipperen, bide i snoren, rulle rundt på ryggen osv. Hun er tænkt som en 3 i 1 hund, som gerne skulle på udstilling, lære lydighed og rally og have et kuld hvalpe, hvis hun bliver godkendt.
MARJA er avlsgodkendt, har været på udstillinger med succes og går rally med succes, så tusind tak til Kennel Vintervidda for at have fundet den helt rigtige 3-i-en hund til mig. Hun en rigtig køn, kælen og glad lille vovse.
